Oprindelse og udbredelse

De vigtigste og mest efterspurgte krydderier kommer fra de varmeste egne på Jorden, de tropiske områder i Asien, Afrika og Amerika. Fra tidligste tider har de været genstand for en livlig og udbytterig handel, der har givet anledning til utallige intriger og blodig undertrykkelse.
I oldtiden bragte arabiske, indiske og malajiske søfarere indiske og indonesiske krydderier til arabiske havne, hvorfra de blev ført videre på kamelryg til havnebyer ved Middelhavet, der dengang var centrum for den indbringende krydderihandel.
I lang tid var det internationale krydderimarked behersket af venetianske og arabiske købmænd. Senere bemægtigede tyrkerne sig det i en periode under deres erobringstogter. Krydderier var forholdsvis lette at opbevare og transportere, og prisen pr. vægtenhed var formidabel høj. Det var derfor en ideel vare til oversøisk handel, især fordi transportmulighederne var begrænsede og særdeles primitive.
Ønsket om at finde den korteste vej til Indien og derved opnå lavere priser på de så eftertragtede krydderier var sandsynligvis en af grundene til Columbus' rejse mod vest. Columbus opdagede, godt nok uden at vide det, en ny verdensdel, men han kunne ikke til sin død komme over, at det trods hans tapre færd ikke var lykkedes ham at bringe indiske krydderier med hjem. Da de senere kolonimagter trådte ind på scenen, skærpedes jagten på krydderier. De eventyrlige rygter om krydderiernes formodede oprindelse blev fejet til side, men virkeligheden skulle vise sig at være endnu mere fantastisk. Fortjenesten nåede svimlende højder, og samtidig blev livet et helvede for indbyggerne i de oversøiske lande, hvor krydderierne fandtes i så rigt mål.
Først kom portugiserne. De foretog adskillige opdagelsesrejser, men den afgørende var Vasco da Gamas ekspedition, der i året 1498 sejlede rundt om det afrikanske kontinent og derved fandt søvejen til Indien. Trods intriger og heftig modstand fra de arabiske købmænd lykkedes det portugiserne at knytte direkte handelsforbindelser, og de vendte hjem med skibet lastet til randen med krydderier. I stedet for Venedig blev Lissabon nu centrum for verdenshandelen med krydderier.
Derefter fulgte de spanske erobrere, og deres foretagsomhed stod ikke tilbage for portugisernes. De hollandske kolonister lagde dog den største iver for dagen. I slutningen af det 16. århundrede foretog de en række ekspeditioner, men ingen af disse blev dog en ubetinget succes. Til gengæld lykkedes det dem i begyndelsen af det 17. århundrede at fortrænge portugiserne fra verdensmarkedet, og århundredet ud beherskede hollænderne handelen med krydderier. Et monopol, som de forstod at håndhæve strengt og ubarmhjertigt.
Dyrkningen af de vigtigste krydderier blev stærkt indskrænket gennem dette monopolsystem. På Ceylon f.eks. udstedte hollænderne en lov, der forbød alle andre end kolonisterne at dyrke kanel. Overtrædelse medførte dødsstraf. På samme måde indskrænkede hollandske love produktionen af kryddernellike og muskatnød, som kun måtte dyrkes på Molukkerne. I lang tid var Amsterdam krydderiernes by. Da briterne i 1616 overtog herredømmet i Indien, var det deres tur til at sætte sig på handelen med krydderier, og snart overtog de hollændernes rolle på verdensmarkedet... Men trods alle forholdsregler og indgreb for at beskytte krydderimonopolerne bredte dyrkningen af de kostelige planter sig dog efterhånden til andre lande med samme klimatiske betingelser. Og denne udvikling medførte snart, at de nye områder udviklede og eksporterede krydderier i større omfang, end tilfældet havde været i de oprindelige hjemlande. Således lykkedes det f.eks. Frankrig i år 1770 at udbrede dyrkningen af kryddernellike til øerne Mauritius og Reunion, og herfra bredte den sig til andre øer, først og fremmest Zanzibar. I løbet af kort tid steg udbuddet af kryddernellike enormt, men overraskende nok var det de nye dyrkningsområder, der fik glæde heraf, og ikke Molukkerne, det oprindelige hjemland. På samme måde gik det med ingefær, der fra Indien kom til Jamaica, som nu er centrum for verdenshandelen med ingefær.
Nu skal man selvfølgelig ikke stirre sig blind på de eksotiske krydderier. I de tempererede zoner findes talrige krydderurter, hvis aroma, velsmag og værdifulde indhold ikke står tilbage for de eksotiske arter, og hvis gunstige virkning på den menneskelige organisme mange gange overgår disse. Med hensyn til smag og virkning ligger de også mere på linie med de krav, befolkningen i de tempererede zoner stiller til ernæring.
Talrige krydderier i den tempererede zone stammer fra Middelhavsområdet og egnene omkring Sortehavet. Blandt maki'ens flora, den kratagtige, stedsegrønne vegetation i Middelhavslandene, findes krydderurter som bønneurt, timian, isop, lavendel, pebermynte, citronmelisse, rosmarin, og salvie. Adskillige krydderurter fra skærmplantefamilien f.eks. persille, koriander og fennikel stammer ligeledes fra disse egne, men kom allerede i tiden mellem det 9. og 12. århundrede til Mellemeuropa.
Den populære merian stammer sandsynligvis fra det østlige Middelhavsområde. Paprika kommer fra Mexiko. Mange af de grøntsager og krydderurter vi kender herhjemme, kom til Europa ad to forskellige veje: Nogle kom fra Amerika med Columbus, og andre fra Asien over Tyrkiet til Ungarn. Safran hører hjemme i Ægæerhavsområdet, derfra bredte kulturen sig til Indien og Kina og herfra igen til Europa, først og fremmest Spanien og Frankrig. Anis derimod kommer oprindeligt fra Forasien.
I dag bruger man i udstrakt grad europæiske krydderier i mange lande. Frisk koriander er et yndet krydderi til kødretter, ikke blot i Europa, men også i Armenien og Grusien, hvor det kaldes »kindza« eller i Sydamerika, hvor det hedder »cilantro«. På den måde breder krydderurterne sig fra den tempererede zone til troperne og subtroperne, og takket være de forbedrede handels- og transportforhold er det nu muligt overalt i verden at anvende alle former for krydderier.